Ehlers og Winnipeg slår mestrene for anden gang i streg

    Den danske ishockeyspiller Nikolaj Ehlers gjorde sig natten til fredag dansk tid positivt bemærket på isen i den bedste nordamerikanske ishockeyliga, NHL.

    Ehlers’ hold, Winnipeg Jets, vandt 4-2 over St. Louis Blues.

    Allerede i første periode kom Winnipeg Jets foran, da Jansen Harkins scorede efter syv minutter.

    I anden periode fulgte holdkammeraten Patrik Laine trop og øgede føringen til 2-0, inden St. Louis Blues med to mål udlignede til 2-2.

    I tredje periode sikrede Winnipegs Andrew Copp endnu et mål, før Nikolaj Ehlers cementerede sejren med en scoring på tomt mål.

    Det er Winnipegs anden sejr i træk mod St. Louis Blues, der er forsvarende mestre og det nuværende tophold i Western Conference.

    De to sejre i træk har været tiltrængte for Ehlers’ hold, som inden da havde tabt fem kampe i streg.

    Natten til fredag var også danske Alexander True på isen for San Jose Shark.

    Han blev noteret for en assist i holdets 6-3-sejr over Edmonton Oilers.

    Den 22-årige dansker, der natten til onsdag i denne uge havde debut i NHL, er den 14. dansker til at optræde i den nordamerikanske liga.

    Hans far, Søren True, var en af de allerførste danskere i nordamerikansk ishockey.

    /ritzau/