Overtidsscoring sender Barcelona ud af pokalen

    Torsdagens kvartfinale i den spanske pokalturnering mellem Athletic Bilbao og FC Barcelona så ud til at skulle afgøres i forlænget spilletid.

    Da stadionuret ramte 90 minutter stod der 0-0, men da dommeren lidt efter fløjtede kampen af, var det ikke længere tilfældet.

    Med en scoring 2 minutter og 22 sekunder inde i overtiden sørgede Inaki Williams nemlig for, at Athletic Bilbao er klar til semifinalen.

    Dermed røg de to spanske giganter Barcelona og Real Madrid ud af turneringen samme aften. Tidligere torsdag blev hovedstadsklubben sendt ud med et 3-4-nederlag til Real Sociedad.

    /ritzau/