GOG hænger på i toppen med sejr over Skanderborg

    GOG holder sig til i den sjove del af tabellen i Primo Tours Ligaen.

    Torsdag tog de fynske håndboldherrer på udebane en sejr på 33-29 over Skanderborg. Det bringer GOG op på 24 point på fjerdepladsen – hvilket er et færre end Bjerringbro-Silkeborg på tredjepladsen.

    Sejren over Skanderborg var GOG’s fjerde i træk, og fynboerne banker på døren til top-3.

    Skanderborg ligger på syvendepladsen med 20 point og befinder sig i et tæt midterfelt, hvor flere hold bejler til de sidste slutspilspladser. De otte bedste i tabellen går videre. Der resterer syv kamprunder i grundspillet.

    Hjemmeholdet startede godt og kom på 4-1, inden GOG begyndte at nærme sig. Efter små ti minutter var der igen lighed på måltavlen ved 6-6.

    Nu var det fynboerne, der trak fra og kom på 10-7. En føring, der langsomt blev udbygget, som pausen nærmede sig. Efter de første 30 minutter stod der 18-13 i GOG’s favør.

    Det fynske hold startede anden halvleg i kontrol, men cirka halvvejs var Skanderborg igen tæt på ved stillingen 25-24.

    GOG kom igen og bragte sig på komfortable 29-25 med otte minutter igen. Skanderborg fik reduceret GOG’s forspring til to mål, men kom aldrig tættere på. Tværtimod.

    /ritzau/