Dansk mand og russisk kvinde er fundet døde i Italien

    Naboer til en 39-årig dansk mand og hans 32-årige russiske hustru alarmerede torsdag morgen politiet, da de hørte råb om hjælp fra parrets lejlighed i den italienske by Piossasco.

    Efterfølgende blev begge fundet døde i hjemmet.

    Det skriver flere italienske medier – herunder La Repubblica – ifølge Ekstra Bladet.

    Udenrigsministeriets Borgerservice bekræfter over for Ritzau, at en dansk statsborger er omkommet.

    – De pårørende er underrettet, lyder det i en udtalelse fra Borgerservice, der har tavshedspligt i personsager og derfor ikke kan oplyse yderligere i sagen.

    Politiet i Italien efterforsker sagen, ud fra en teori om at manden har dræbt sin hustru for derefter at begå selvmord.

    Piossasco ligger 20 kilometer sydvest for Torino i den nordvestlige del af Italien.

    /ritzau/