Skjern Håndbold har med øjeblikkelig virkning stoppet samarbejdet med cheftræner Patrekur Jóhannesson, meddeler klubben på sin hjemmeside.
Islændingen kom til klubben i sommer og skulle efter planen varetage jobbet sæsonen ud, hvor Claus Hansen skulle forfremmes til cheftræner.
Den forfremmelse sker i stedet øjeblikkeligt, mens den tidligere anfører for holdet Thomas Klitgaard bliver hans assistent sæsonen ud.
– Jeg har den dybeste respekt for Patrekur Jóhannessons professionelle tilgang til trænerjobbet, og han er en mand, der er kommet med alt i sin tid hos os, siger Skjern-formand Carsten Thygesen til hjemmesiden.
– Men det er ingen hemmelighed, at vi kæmper med tingene i øjeblikket og har brug for ny energi i truppen frem mod slutspillet.
Den sejrsvante klub har kæmpet med at finde et stabilt i niveau i denne sæson, hvor det er blevet til 10 sejre i 18 kampe i Primo Tours Ligaens grundspil.
Det rækker lige nu til en placering som nummer seks, og holdet har kun tre point ned til Mors/Thy Håndbold på den niendeplads, der vil betyde et misset slutspil.
Skjern gæster fredag Ribe-Esbjerg, som ligger nummer seks i ligaen.
/ritzau/











