Sidste års vinder af DM i damesingle, Line Kjærsfeldt, har meldt afbud til årets DM, der indledes onsdag, på grund af en knæskade.
Det meddeler Badminton Danmark på sin hjemmeside.
Den 25-årige damesinglespiller fik smerter i knæet i en holdkamp mandag, og to efterfølgende skanninger har afsløret et begyndende springerknæ.
– Jeg havde selvfølgelig håbet på at kunne være klar til at gøre mit bedste for at forsvare min titel i Aarhus til DM, som jeg holder rigtig meget af at spille, lyder det fra Kjærsfeldt i pressemeddelelsen.
– Især i år, hvor det er sidste gang foreløbig, at DM spilles i min hjemby. Med det sagt så ønsker jeg heller ikke at udfordre mit knæ og risikere en forværring af skaden, siger hun.
Kjærsfeldt var seedet som nummer to i årets turnering, mens Mia Blichfeldt, som Kjærsfeldt besejrede i finalen sidste år, er topseedet.
Efter Line Kjærsfeldts afbud træder reserven Emilie Ravn fra Ikast ind i turneringen i stedet.
/ritzau/











