Fredericia slår KIF i rivalers gyser i bundstrid

    Der var bundmøde mellem rivalerne Fredericia HK og KIF Kolding i Primo Tours Ligaen mandag aften, og det møde trak Fredericia sig bedst ud af.

    På hjemmebane vandt Fredericia det tætte opgør 26-25, og dermed kunne hjemmeholdet juble over mere luft i bundstriden.

    Fredericia nåede med sejren på en afstand til sidstepladsen i herrernes bedste håndbold række på syv point.

    Klubben har 13 point som nummer 11, mens Nordsjælland Håndbold ligger sidst med seks point.

    KIF Kolding forblev med nederlaget på ti point og er blot fire point foran Nordsjælland, mens Lemvig-Thyborøn har syv point lige over sidstepladsen, der resulterer i direkte nedrykning efter grundspillet.

    Det var et lige opgør med nerverne på højkant, og holdene gik til pause med 13-13.

    Fredericia gik ind til det sidste kvarter foran 19-18, men så hamrede Rune Andersen bolden i mål og hjemmeholdet foran 20-18.

    Kort efter nappede Jimmi Andersen et straffekast for Fredericia, men Mattias Thynell reducerede for KIF, og med ti minutter igen var det atter lige med 21-21.

    Hjemmeholdet gik ind til de sidste fem minutter foran med 23-22, og Mathias Hedegaard øgede til en føring på to mål, og så var KIF for alvor under pres i det efterfølgende angreb, hvor Chris Holm Jørgensen misbrugte et forsøg for gæsterne.

    Fredericia formåede at trække fra i slutfasen og var flere gange foran med tre mål, men det endte tæt og med en sejr med et enkelt mål til Fredericia.

    /ritzau/