Signalfejl giver forsinkelser og aflyste S-tog

    En fejl på signalsystemerne betyder, at mange S-tog mandag eftermiddag er aflyste eller forsinkede.

    Det oplyser DSB.

    Især linjerne nord for København er ramt. Der kører ingen S-tog på strækningerne mellem Svanemøllen og Hillerød samt Svanemøllen og Klampenborg.

    Ifølge DSB er der bestilt 85 togbusser som erstatning for de stillestående S-tog.

    Det har ikke været muligt at komme i kontakt med Banedanmark for at få oplyst, hvornår man forventer, at problemerne er løst.

    /ritzau/