En 28-årig mand er ved Retten i Viborg idømt forvaring på ubestemt tid for mishandling af sin tidligere samlever i et bofællesskab på Skive-egnen.
Den 28-årige var tiltalt for gennem en periode på halvandet år at have udsat sin samlever for vold, voldtægt og mishandling, mens de boede sammen.
Den 24-årige kvinde havde mange blå mærker og var kraftigt underernæret, da Midt- og Vestjyllands Politi troppede op på adressen i Højslev ved Skive 17. marts sidste år.
Det skete efter en tip fra et familiemedlem til en 23-årig mand, der også boede på adressen, og som er en af de i alt fem tiltalte i sagen.
Lægerne konstaterede 34 læsioner på kvinden, der kunne stamme fra slag, spark og hundebid.
Hun var kronraget, barfodet og snavset, da politiet traf hende. På adressen anholdt ordensmagten fire personer – tre mænd og en kvinde – som blev sigtet for frihedsberøvelse af kvinden.
Senere blev sigtelsen udvidet til også at omfatte vold, trusler og ulovlig tvang, og en femte person blev sigtet i sagen.
Politiets interesse samlede sig især om den 28-årige mand, der anses for at have været hovedmanden bag den ydmygende behandling af kvinden.
Selv har han nægtet at udtale sig, mens sagen har verseret ved Retten i Viborg.
Han har ifølge sin forsvarsadvokat nægtet sig skyldig i mishandling og voldtægt, men erkendt at have tildelt kvinden “dummeslag” og et “trælår”.
En medtiltalt i sagen, en 23-årig mand, er idømt to års fængsel i sagen.
En 19-årig kvinde, der også var tiltalt, er idømt ambulant psykiatrisk behandling.
Retten har ikke kunnet udmåle en straf for de to øvrige tiltalte, da man afventer en mentalundersøgelse.
/ritzau/











