Sejlsportens Formel 1 kommer til København i september

    Kapsejladsen SailGP skal afvikle en sejlads i Danmark i september.

    11.-12. september skal de hurtige F50-katamaraner sejle i vandet ud for Københavns Nordhavn. Det oplyser arrangøren i en pressemeddelelse.

    SailGP er en ny sejlsportsserie, der blev afholdt for første gang i 2019.

    Bådene kan skyde en fart i omegnen af 50 knob, hvilket svarer til 92,6 kilometer i timen, og på grund af de høje hastigheder brander eventet sig som sejlsportens pendant til Formel 1.

    I januar beskrev TV2 Lorry, at Københavns Kommune bevilgede 2,7 millioner kroner til at støtte et bud på værtskabet for en afdeling i SailGP, og at den kommunale støtte var en forudsætning for at få katamaranerne til Danmark.

    Syv forskellige nationer har en båd med i SailGP, og i 2020 er Danmark for første gang en af deltagerne. Nicolai Sehested er rorsmand på den danske båd, der har et årligt budget på cirka 47 millioner kroner.

    Der sejles så tæt på land som muligt for at gøre det til en mere tilskuervenlig sejlads.

    2020-sæsonen åbner i Sydney den sidste weekend i februar. Siden følger sejladser i blandt andet New York og San Francisco.

    /ritzau/