Tre personer sigtes for spionage i Danmark

    Tre personer sigtes for spionage i Danmark.

    Det fremgår af en indkaldelse til en pressebriefing i Politiets Efterretningstjeneste, PET, mandag.

    Pressemødet afholdes klokken 15.

    Det er en kortfattet pressemeddelelse, og derfor står det ikke klart, hvad der nærmere er tale om, end at det er en sag om spionage i Danmark.

    Der er endnu heller ikke nærmere oplysninger om de tre personer.

    Ved pressemødet vil chefen for PET, Finn Borch Andersen, give en kort orientering om sagen, oplyser PET.

    Der har før været sager om sigtelser for spionage.

    I efteråret kom det frem, at PET har rejst fire sigtelser om den milde spionparagraf, paragraf 108 i straffeloven, mod tre personer.

    Mistanken handler om personer, der i Danmark skal have indsamlet oplysninger om mennesker, som skulle være knyttet til Gülen-bevægelsen.

    Fethullah Gülen, der er imam, og som bor i USA, mistænkes af præsident Recep Erdogans styre for at have iværksat et kupforsøg i Tyrkiet i juli 2016.

    Den såkaldt milde spionageparagraf blev senest brugt i en straffesag i 2012. En professor i statskundskab ved Københavns Universitet blev dømt for at have spioneret for Rusland.

    /ritzau/