Genopstanden Rooney kan ikke redde United fra ny fiasko


    En genopstanden Wayne Rooney sendte to gange Manchester United på sejrskurs ude mod Newcastle, men det endte i en ny skuffelse for Louis van Gaals hold.

    Med to scoringer og en assist gjorde Rooney sit for at sikre tre point, men et mål i sidste minut gav Newcastle 3-3.

    Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigt

    Efter mindre end ti minutters spil begik Newcastle et klodset straffespark, da Chancel Mbemba tog hånden til hjælp i feltet på et hovedstød fra Marouane Fellaini.

    Manchester United-anfører Wayne Rooney gik til bolden og gav udeholdet den tidlige føring, som har været en sjældenhed i denne sæson for de 20-dobbelte engelske mestre.

    Rooney har været meget udskældt efter flere sløje indsatser i denne sæson. Men den engelske landsholdsspiller viste klassen ved flere lejligheder.

    I det 38. minut blev anføreren sendt af sted på en kontra, og med et smart træk og en lige så fin aflevering satte han Jesse Lingard op, så han kunne gøre det til 2-0.

    Fire minutter senere fik Newcastle dog reduceret ved Georginio Wijnaldum, som flot flugtede en nedfaldsbold i feltet ind med en behersket inderside.

    Den reducering gav hjemmeholdet tiltrængt medvind ind til anden halvleg, hvor kun en god redning af David de Gea efter godt fem minutter holdt udligningen væk.

    I perioder af anden halvleg måtte publikum nærmest i foragt trække på smilebåndene, da ingen af holdene kunne sætte tre afleveringer sammen i træk. Boldtabene stod i kø for at afløse hinanden.

    Ind imellem blev der også spillet tilforladelig fodbold, og Lingard burde være blevet dobbelt målscorer ti minutter efter pausen. Men helt fri i feltet sparkede han over mål.

    Den afbrænder blev dyr, da Newcastle med 20 minutter igen blev tilkendt det første straffespark i et år i Premier League, og på det scorede Aleksandar Mitrovic stensikkert.

    I de næste ti minutter pressede Newcastle massivt på for at fuldbyrde comebacket og overraskelsen, men Louis van Gaals tropper fik stabiliseret sig, og så slog Rooney til igen med godt ti minutter tilbage.

    Fra kanten af feltet bankede han bolden op i målhjørnet til 3-2. Men da Fellaini brændte en kæmpechance kort efter, var Newcastle stadig med i kampen.

    Det udnyttede hjemmeholdet på tærsklen til overtiden, da Paul Dummett hamrede bolden op i nettaget og sikrede Newcastle det ene point.

    Jores Okore leverede en stærk indsats, da Aston Villa hjemme slog Crystal Palace med 1-0 på et fælt drop af udeholdets målmand Wayne Hennessey. West Ham sejrede på udebane med 3-1 mod Bournemouth.

    /ritzau/