Efter 0-2 i det første opgør hjemme mod Sevilla var det svært at se, hvordan Real Betis skulle vende slagets gang i returkampen i den spanske pokalturnering tirsdag.
Og skulle nogen have troet på overraskelsen, så blev den tro hurtigt punkteret, da veteranen José Antonio Reyes scorede for Sevilla allerede i fjerde minut og grundlagde sejren på 4-0.
Dermed er Sevilla videre med sammenlagt 6-0 efter de to lokalbrag.
Michael Krohn-Dehli havde leveret 1-0-scoringen i det første opgør, men danskeren måtte tage plads på bænken fra start i returkampen.
Her kunne han med ro i sindet følge holdkammeraterne cruise mod en sikker samlet sejr, da Adil Rami ti minutter før pausen gjorde det til 2-0.
Med 20 minutter igen af kampen blev Krohn-Dehli sendt i aktion, og få minutter senere kunne han se ligeledes indskiftede Kevin Gameiro udbygge føringen til 3-0.
I sidste minut rundede Gaël Kakuta af til 4-0, og dermed er Sevilla klar til kvartfinalen i årets Copa del Rey i overbevisende stil.
Hvem holdet skal møde, vides endnu ikke.
/ritzau/