Greta Thunberg vil have sit navn beskyttet mod misbrug

    Den svenske aktivist Greta Thunberg har søgt om at registrere sit navn og navnet på sin klimabevægelse som varemærker.

    Det skriver 17-årige Greta Thunberg på det sociale medie Instagram.

    Tiltaget skal beskytte hendes navn og bevægelsen, der kaldes “Fridays for Future” – eller på svensk “Skolstrejk för klimatet” – mod at blive misbrugt af personer og virksomheder, der ikke deler bevægelsens værdier, skriver Thunberg.

    – Jeg forsikrer jer, at hverken jeg eller de andre skolestrejkende har nogen interesse i varemærker. Men det er desværre nødvendigt, skriver hun i opslaget.

    – Den (bevægelsen, red.) tilhører alle, som deltager i den, i særlig grad de unge. Den kan og må ikke blive brugt til individuelle eller kommercielle formål.

    Hun kommer i opslaget med to begrundelser for beslutningen om at søge om at registrere sit og bevægelsens navn som varemærker.

    – Først og fremmest: Desværre er der stadig folk, der prøver at udgive sig for at være mig eller fejlagtigt påstår, at de repræsenterer mig – i forsøget på at kontakte højtprofilerede personer, politikere, medier, kunstnere med flere.

    Hun opfordrer i den forbindelse alle til at være opmærksomme og forholde sig kritisk, hvis man bliver kontaktet af en person, der hævder at være Greta Thunberg.

    – Derudover: Mit navn og “Fridays for Future”-bevægelsen bliver konstant brugt til kommercielle formål uden samtykke, lyder det videre i opslaget.

    Thunberg, der er en fremtrædende stemme i kampen mod klimaforandringer, begyndte for over et år siden sin skolestrejke for klimaet.

    Hun blev væk fra undervisningen hver fredag og demonstrerede i stedet foran Riksdagen i den svenske hovedstad, Stockholm.

    Elever og studerende i det meste af verden har siden da ladet sig inspirere af den unge svenske klimaaktivist.

    /ritzau/