Vanessa Bryant er knust over tabet af Kobe Bryant og datter

    Vanessa Bryant bryder tavsheden om tabet af sin mand og den ene af familiens fire døtre, tre dage efter at basketball-legenden Kobe Bryant og 13-årige Gianna Bryant mistede livet i en helikopterulykke.

    I et opslag på det sociale medie Instagram natten til torsdag dansk tid skriver hun, at hun er “fuldstændigt knust”.

    – Mine piger og jeg vil takke de millioner af mennesker, der har vist os støtte og kærlighed i denne forfærdelige tid. Tak for jeres bønner. Dem har vi brug for, skriver hun.

    – Vi er fuldstændigt knuste over det pludselige tab af min elskede mand, Kobe – en fantastisk far til vores børn – og min smukke, søde Gianna – en kærlig, betænksom og dejlig datter og fantastisk søster til Natalia, Bianka og Capri.

    Helikopteren med i alt ni personer om bord styrtede søndag ned i byen Calabasas vest for Los Angeles. Alle ni omkom i styrtet.

    /ritzau/