Bakken Bears basker belgiere og kan stadig avancere

    Den danske basketballstolthed Bakken Bears kan stadig gøre sig forhåbninger om at nå videre til næste runde i Fiba Europe Cup.

    Onsdag skulle aarhusianerne vinde for fortsat at være sikre på at have muligheden i egne hænder.

    Det skete på overbevisende manér, da belgiske Spirou Charleroi blev slået med 101-87.

    Bakken stak fra belgierne allerede i første quarter, som sluttede 31-16 i dansk favør. Halvvejs i kampen var føringen øget til 57-36.

    Så kunne Bakken træde lidt på bremsen, og belgierne, der havde udspillet deres chance i gruppen allerede inden opgøret, kunne svare lidt tilbage i kampens sidste del.

    Spirou Charleroi vandt tredje quarter 25-22 og pyntede også lidt på cifrene i sidste quarter, så den danske sejr kom til at lyder på 14 overskydende point.

    Med sejren kommer Bakken på otte point for fem kampe i gruppe I i turneringens andet gruppespil.

    Tyske medi Bayreuth og Benfica fra Portugal har begge syv point inden deres indbyrdes kamp sent onsdag aften.

    I den sidste gruppekamp på onsdag skal Bakken hjemme møde Benfica.

    De to bedste går videre til kvartfinalerne.

    /ritzau/