Manchester United henter portugisisk midtbanestjerne

    Manchester United har investeret stort i at forbedre holdets midtbane. Således har klubben hentet den portugisiske midtbanespiller Bruno Fernandes i Sporting Lissabon.

    Det oplyser Manchester United på sin hjemmeside, der i samme øjeblik gik ned.

    Midtbanespilleren har igennem længere tid været sat i forbindelse med United.

    Ifølge flere engelske medier, herunder Sky Sports, betaler United et beløb svarende til mere end 400 millioner kroner for spilleren.

    Den 25-årige Fernandes har i de seneste tre sæsoner spillet for Sporting. Forinden optrådte han for Udinese og Sampdoria i den italienske Serie A.

    Fernandes har siden 2017 spillet 19 A-landskampe og scoret to mål for Portugal.

    United har før haft succes med at hente spillere i Sporting. Her hentede man i 2003 Cristiano Ronaldo. I samme årti hentede man Nani i klubben.

    /ritzau/