Det fik konsekvenser, at Frankrigs håndboldlandshold sensationelt blev elimineret ved herrernes EM allerede efter det indledende gruppespil.
I flere dage gik rygterne på, at træner Didier Dinart ville få silkesnoren, og det blev en kendsgerning tirsdag.
Der skulle ikke gå længe, før afløseren på trænerposten var klar. Det bliver den nu tidligere assistent Guillaume Gille, oplyser Det Franske Håndboldforbund (FFHandball) på sin hjemmeside.
Nu bliver hans opgave at sørge for fransk oprejsning ved OL til sommer. Først gælder det dog om at skaffe billet til Tokyo.
– Jeg kender ansvaret for at lede Frankrig igennem den olympiske kvalifikation. Jeg påtager mig den udfordring at sikre mig, at holdet genfinder selvtilliden.
– Vi har brug for spillernes engagement for at vise et andet udtryk end til EM, siger Guillaume Gille til forbundets hjemmeside.
Det bliver dog ikke nemt for Frankrig at indløse igennem kvalifikation. Holdet er i gruppe med EM-sølvinderen Kroaten samt Portugal og Tunesien, og kun de to bedste går videre.
Portugal var således en stor positiv overraskelse ved EM. Holdet gik videre fra den indledende gruppe på bekostning af netop Frankrig, som Portugal slog i den første kamp.
Da Frankrig efterfølgende tabte til Norge, var det slut for de franske favoritter i turneringen.
OL-kvalifikationen begynder 17. april.
/ritzau/











