176 kilo khat markeret som te fundet i Billund Lufthavn

    Toldstyrelsen gjorde et stort fund af khat, da styrelsen i sidste uge fik en narkohund til at snuse til en stor palle af papkasser markeret som te, der ankom som flygods i Billund Lufthavn.

    Papkasserne viste sig nemlig at indeholde 176 kilo khat, der var sendt fra Afrika, oplyser Toldstyrelsen i en pressemeddelelse.

    Khat bruges som rusmiddel og udgøres af friske blade og stængler fra khatplanten, som dyrkes i Østafrika.

    Langt de fleste brugere af stoffet tygger det. Det har angiveligt en opkvikkende effekt, men effekten træder først ind ved halvanden times tygning ifølge Sundhedsstyrelsen.

    Preben Buchholtz, der er kontroldirektør i Toldstyrelsen, er godt tilfreds med det store fund af khat, som bygger på et omfattende analysearbejde, forklarer han i pressemeddelelsen.

    – Vi fik desværre bekræftet mistanken om, at den indeholdt et meget stort parti illegale varer. Det er et rigtig fint beslag, som tolderne i Billund har lavet. Sydøstjyllands Politi står nu for den nærmere efterforskning.

    – Vores toldkontrol bygger på intelligente risikovurderinger og overvågning døgnet rundt. I samarbejde med politiet har vi fokus på flere typer af euforiserende stoffer, ikke mindst khat, siger Preben Buchholtz.

    Toldstyrelsen tager dagligt stikprøver af sendinger. I stikprøverne fokuserer styrelsen blandt andet på ulovlig import af tobaksarter. Ud over khat indebærer det også cigaretter, cigarer og cerutter.

    /ritzau/