Risiko for eksplosion efter kemikalieudslip i Nordjylland

    Der er onsdag sket et kemikalieudslip på Scandic Foods i Tårs i Nordjylland, som medfører risiko for en eksplosion.

    Det skriver Nordjyske.

    Nordjyllands Politi bekræfter på Twitter, at man er til stede ved “en hændelse i Tårs”, men oplyser derudover ikke yderligere.

    Meldingen om et kemikalieudslip kom kort før klokken 11, skriver Nordjyske.

    Man ved endnu ikke med sikkerhed, hvilken type kemikalier der er sluppet ud.

    Alle medarbejdere på virksomheden er evakueret, og politiet har afspærret området.

    Nordjyllands Beredskab er også på stedet.

    Scandic Food er producent og leverandør af en bred vifte af fødevarer.

    /ritzau/