Regeringen kan ikke samle flertal for ny boligreguleringslov

    Efter flere måneders forhandlinger om en politisk aftale, der skal stoppe udenlandske kapitalfondes opkøb af billige lejeboliger, har boligminister Kaare Dybvad Bek (S) valgt at indstille forhandlingerne.

    Det oplyser Transport- og boligministeriet.

    – Regeringen har haft en klar ambition om at sætte en stopper for internationale kapitalfonde og kortsigtede spekulanter på det danske boligmarked.

    – Men jeg må konstatere, at der ikke er opbakning i Folketinget, siger Kaare Dybvad Bek.

    Forhandlingernes helt store stridspunkt har handlet om, hvordan der kunne indføres et stop for spekulation i renovering med efterfølgende hævelse af huslejen.

    Her har regeringen foreslået at indføre en karensperiode på syv år, før en udlejer kan hæve huslejen efter reglerne i boligreguleringsloven.

    Det er dermed den såkaldte renoveringsparagraf 5, stk. 2, der har været det store udfordring i forhandlingerne, siger boligministeren.

    – Jeg har hele tiden sagt, at jeg kun ville lave et indgreb, hvis det reelt ville ramme de kortsigtede spekulanter, samtidig med at vi friholder andelsboligerne.

    – Derfor foreslog vi et spekulantstop, fordi det vil ramme de meget kortsigtede spekulanter og ifølge Finanstilsynet ikke vil ramme andelsboligerne.

    – Derfor er jeg selvfølgelig også lidt uforstående over for, at der ikke er opbakning til forslaget, siger Kaare Dybvad Bek.

    /ritzau/