I en leder i den kinesiske avis China Daily bliver der rettet skarp kritik af Jyllands-Postens satiretegning af det kinesiske flag, hvor de fem gule stjerner er skiftet ud med fem gule coronavirusser.
Det er især manden bag tegningen, Niels Bo Bojesen, der får kritik.
– Den danske befolkning er god, og tegningen repræsenterer ikke deres holdning. Imidlertid står satiretegningen for tegnerens holdning og viser hans overfladiskhed, står der i lederen i lederen.
– Vi stoler på det danske folks moral, og vi er sikre på, at satiretegningen aldrig vil modtage nogen støtte i dette land. Ud over protester og bebrejdelser fra Kina vil satiretegningen kun høste bebrejdelse fra samvittighedsfulde folk i Danmark.
Tegningen blev bragt i Jyllands-Posten mandag, og det er via den kinesiske ambassade i Danmark, at Kina har krævet en undskyldning for tegningen.
Den kommer ikke, har JP’s chefredaktør, Jacob Nybroe, fastslået.
En lang række danske politikere har tirsdag udtrykt, at de ikke mener, at Jyllands-Posten skal undskylde for satiretegningen.
/ritzau/











