Stigning i iPhone-salg giver rekordregnskab for Apple

    Techgiganten Apple kunne tirsdag præsentere et stærkt regnskab for første kvartal, der overgik analytikernes forventninger.

    Det stærke regnskab skyldes ikke mindst en stigning i salget af iPhones. Virksomheden havde en omsætning på 91,8 milliarder dollar – godt 600 milliarder kroner – i kvartalet, der sluttede 28. december.

    Det er rekord for et kvartalsregnskab, oplyser virksomheden.

    – Vi er glade for at kunne præsentere Apples største omsætning for et kvartal nogensinde – ført an af en stor efterspørgsel på vores iPhone 11 og iPhone 11 Pro, siger Apples topchef, Tim Cook, i en pressemeddelelse.

    Kunderne brugte 55,6 milliarder dollar – omkring 375 milliarder kroner – på iPhones i perioden, hvilket ligger et godt stykke over det forventede niveau på 51,5 milliarder dollar.

    Det er dog ikke kun iPhones, der bliver solgt som varmt brød i æblekoncernen. Såkaldt wearable-tech, heriblandt Apple Watch og Air Pod, har også vist sig som et guldæg i de seneste tre måneder.

    Her kunne Apple notere en stigning på 37 procent, så omsætningen rundede ti milliarder dollar – 67 milliarder kroner.

    Ifølge Tim Cook er salget i wearables-afdelingen gået så hurtigt, at virksomheden ikke har kunnet følge med i produktionen af Apple Watch og Air Pod.

    De flotte tal gav hurtigt genlyd på markederne. Således steg Apples aktie med to procent umiddelbart efter præsentationen af regnskabet.

    – Styrken kommer fra iPhonen og fortsat virkelig stærk vækst i wearables og i App Store. iPhonen var virkelig stærk, kommenterer analytikeren Shannon Cross fra Cross Research over for Bloomberg News.

    /ritzau/