Medie: Inter præsenterer først Eriksen tirsdag

    Det er efter alt at dømme et spørgsmål om tid, inden Christian Eriksen kan kalde sig Inter-spiller.

    Ifølge flere italienske medier herunder Sky Sports bliver tirsdag dagen, hvor Eriksen officielt skifter fra Tottenham til Inter i Serie A.

    Tidligere mandag fløj han til Milano for at gennemgå lægetjek, og både videoer og billeder viste, hvordan Eriksen blev modtaget af store mængder af journalister og fans.

    Da fornemmede man, at Inter ville offentliggøre Eriksen samme dag, men klubben har angiveligt i sinde at gøre det ved en større præsentation, som altså skulle løbe af stablen tirsdag.

    /ritzau/