NBA markerer Kobe Bryants død før, under og efter kampe

    Stemningen var tung, sørgelig og chokeret, da der natten til mandag dansk tid blev spillet kampe i den nordamerikanske basketliga NBA.

    – Det var Kobe, som vi tænkte på. Han er i vores hjerter, det er en rigtig sørgelig dag, siger Portlands Damian Lillard ifølge AFP.

    Kampene blev alle spillet i skyggen af nyheden om, at det amerikanske basketball-ikon Kobe Bryant og hans datter 13-årige datter, Gianna, var blandt de ni mennesker, som søndag omkom i forbindelse med et helikopterstyrt i byen Calabases vest for Los Angeles.

    I alle kampene blev Kobe Bryants død markeret. Flere steder med et øjebliks stilhed inden kampstart.

    Søndagens kampe åbnede ifølge Reuters med, at Memphis i kampen mod Phoenix holdte en 24 sekunders spilpause. Modstanderne fra Phoenix holdte herefter en otte sekunder lang spilpause.

    Begge pauser var en hæder til Bryant, der i sin professionelle karriere spillede i trøje nummer 8 og 24.

    Denne gestus blev senere gentaget i flere af søndagens andre kampe.

    Dallas Mavericks meddelte, at den pensionerer trøje nummer 24 til ære for Bryant. Flere NBA-hold forventes at tage samme initiativ, skriver AFP.

    Flere NBA-stjerner fortalte før og efter deres kampe, at de havde svært ved at betræde basketbanen, efter at de havde modtaget nyheden.

    – Jeg ved ikke, hvor klar vi er til at spille denne kamp i aften.

    – Det giver mig ondt i maven. Det er forstyrrende, lød det fra Portlands Damian Lillard ifølge AFP, før holdet slot Indiana med 139-129.

    Han tilføjede, at holdets træner Terry Stotts havde opfordret spillerne til at gå ud på banen og hædre Bryant ved at spille igennem.

    Også Clippers-træner Doc Rivers var berørt af situationen. Han havde svært ved at holde tårerne tilbage, da han mødte pressen forud for sit holds kamp mod Orlando Magic.

    – Vi er alle Lakers lige nu, sagde Rivers ifølge Reuters og omtalte sig selv som “heldig”, for at have trænet en hold, der havde stået overfor Bryant.

    Kobe Bryant spillede i hele sin karriere for Los Angeles Lakers, indtil han stoppede karrieren i 2016.

    I løbet af sin 20-årige karriere, som begyndte i 1996, vandt Kobe Bryant fem NBA-mesterskaber. Han spillede 1346 kampe i NBA.

    /ritzau/