Den danske cykelrytter Mikkel Honoré er sluppet med overfladiske skrammer, efter at han torsdag blev kørt ned af en flugtbilist på en træningstur.
Hans hold, Quick-Step, oplyser i en meddelelse på Instagram, at den unge dansker kan genoptage træningen om nogle dage.
– Desværre var Mikkel Honoré offer for en flugtbilist under træning i dag (torsdag, red.).
– Efter at være blevet transporteret til akutafdelingen, gennemgik han adskillige skanninger og undersøgelser, som heldigvis viste, at alt var i orden, så han blev udskrevet nogle timer senere.
– Mikkel har meget ømhed i musklerne og nogle hudafskrabninger. Han skal nu hvile sig nogle dage, før han kan komme tilbage på cyklen, lyder det fra holdet.
23-årige Mikkel Honoré kom til det belgiske storhold sidste år og fik ros for sin første sæson i det skrappe selskab.
Han er ikke det eneste danske cykeltalent, der har været uheldig under træning forud for sæsonen.
I december brækkede Mathias Norsgaard skinnebenet, da han blev kørt ned af en bil nær hans hjem i spanske Girona.
Den 22-årige enkeltstartsekspert må derfor vente adskillige måneder på debut for sit nye World Tour-hold, Movistar.
/ritzau/











