Norsk rigmandskone er formelt erklæret død

    Norske Anne-Elisabeth Hagen, der har været savnet siden 2018, er nu formelt erklæret død.

    Det skriver det norske medie NRK.

    68-årige Anne-Elisabeth Hagen er gift med den norske milliardær Tom Hagen.

    Politiet i Norge ved ikke med sikkerhed, at hun er død.

    Grunden til, at hun alligevel er erklæret død, er, at hun optræder i den årlige statistik over uopklarede drab i Norge, skriver NRK.

    – Vi har ikke slået fast, at Anne-Elisabeth Hagen er blevet dræbt, men vi har arbejdet med en hovedhypotese om drab siden før sommeren 2019.

    – Som sagen står nu mener vi derfor, at det er naturligt, at hun bliver en del af statistikken over uopklarede drab, siger politiinspektør ved Øst-politidistrikt Tommy Brøske til NRK.

    Den nationale statistik, der indeholder oversigten over uopklarede drab, går tilbage til 1991. Der er i alt 34 uopklarede drab på listen, og sagen med Anne-Elisabeth Hagen er det nyeste eksempel.

    Den 68-årige kvinde forsvandt i 2018 fra sit hjem i Lørenskog, der ligger øst for Oslo. Hendes sidste livstegn var en telefonsamtale.

    I oktober var det et år siden, at Hagen forsvandt. Det betyder, at norsk politi har ledt efter hende i 14 måneder uden held.

    – Vi kender ikke til noget præcist tidspunkt endnu (for Hagens død, red.). Det er derfor naturligt at sætte dagen til den dag, hun blev meldt savnet, siger Tommy Brøske til NRK.

    /ritzau/