Dansk bandemedlem anholdt i Spanien efter vild flugt

    24-årige Hemin Dilshad Saleh, der flygtede fra en psykiatrisk afdeling i Slagelse i november, er onsdag blevet anholdt i Barcelona i Spanien.

    Det oplyser Københavns Politi i en pressemeddelelse.

    – Vi har haft et tæt og intensivt samarbejde med vores kolleger i det nationale politi i Barcelona.

    – Anholdelsen af den 24-årige skal gerne sende et tydeligt signal om, at man ikke skal føle sig sikker, blot fordi man er flygtet til lunere himmelstrøg, siger Knud Hvass, leder af afdelingen for organiseret kriminalitet i Københavns Politi, i en pressemeddelelse.

    Dilshad Saleh har været efterlyst internationalt. Befrielsesaktionen på den psykiatriske afdeling fandt sted 19. november sidste år.

    Her sad han varetægtsfængslet i surrogat.

    Flere personer bistod Dilshad Saleh under flugten. De havde fået adgang til at besøge ham, uden at de blev undersøgt, og de kunne således smugle to pistoler med ind på afdelingen gemt i en kageæske.

    Under fangeflugten affyrede fangen og medgerningsmændene skud og tvang personalet til at lukke dem ud fra afdelingen, der er sikret, men indtil videre altså ikke er bemandet af betjente.

    Senest er en 17-årig dansk dreng anholdt i Tyskland og udleveret til Danmark. Han er sigtet for medvirken til fangeflugten og sidder nu varetægtsfængslet.

    To andre mænd blev i december anholdt i Spanien og udleveret til Danmark. De er også varetægtsfængslet.

    I alt er fire personer fængslet i forbindelse med sagen i Danmark.

    En femte mand blev løsladt i december, men er stadig sigtet i sagen.

    Dilshad Saleh var indlagt på den psykiatriske afdeling, mens han var varetægtsfængslet for et brutalt overfald i en frisørsalon på Nørrebro under bandekonflikten i 2018.

    Han beskrives som en ledende skikkelse i bandegrupperingen NNV.

    24-årige Dilshad Saleh vil nu blive begæret udleveret til Danmark.

    /ritzau/