Tirsdag aften lokal tid i Washington D.C. har Senatet i USA afvist et forslag fra Demokraterne om at kræve dokumenter og beviser fremlagt i rigsretssagen mod præsident Donald Trump.
Det sker, kort tid efter at senatorerne afviste et lignende demokratisk forslag, om at Det Hvide Hus bør fremlægge e-mails og andre dokumenter i sagen.
Begge forslag blev nedstemt med stemmerne 53 mod 47 i Senatet, hvor Republikanerne har flertal. Samtlige 53 republikanere i det 100 mand store Senat fulgte deres partilinje i begge afstemninger.
Nyhedsbureauet Reuters beskriver udfaldet som “et tidligt tegn på, at sagen vil fortsætte i en retning, der er fordelagtig for Trump”.
Ifølge Demokraterne er Det Hvide Hus i besiddelse af flere dokumenter, som vil kaste lys over Donald Trumps påståede forsøg på at presse Ukraine til at grave snavs frem om demokraten Joe Biden.
Senatet indledte tirsdag rigsretssagen mod Donald Trump for magtmisbrug og hindring af Kongressen arbejde.
Det sker i dyb uenighed mellem republikanere og demokrater i Senatet.
Et hold af demokratiske medlemmer fra Repræsentanternes Hus, der skal optræde som anklagere i sagen, ønsker, at der skal kunne indkaldes vidner samt fremlægges dokumenter fra Det Hvide Hus og udenrigsministeriet.
Det har den republikanske flertalsleder i Senatet, Mitch McConnell, på forhånd sagt, at han ikke ønsker. Han har i stedet fremlagt en plan for en proces uden nye vidner eller dokumenter.
Den demokratiske mindretalsleder i Senatet, Chuck Schumer, kalder Mitch McConnells plan et “cover up”. Han mener, at McConnell i ledtog med præsidenten er i gang med at dække over en forbryderisk handling.
/ritzau/Reuters











