Danfoss køber hydraulikforretning for kæmpe milliardbeløb

    Virksomheden Danfoss har indgået en aftale om at overtage den irske virksomhed Eatons hydraulikforretning for 3,3 milliarder dollar – svarende til mere end 20 milliarder kroner.

    Det oplyser Danfoss i en pressemeddelelse.

    Opkøbet er det største i virksomhedens historie, lyder det.

    – I dag har vi taget et signifikant og transformativt skridt mod at blive en af verdens absolut førende spillere på markedet for mobil- og industrihydraulik.

    – Dette opkøb er en helt enestående mulighed for at kombinere to globale hydraulikforretninger med produktporteføljer og geografisk tilstedeværelse, der i udpræget grad komplimenterer hinanden, siger CEO i Danfoss Kim Fausing i pressemeddelelsen.

    Eaton leverer primært produkter inden for landbrug, industri og bygge- og anlægssektoren. Virksomheden havde i 2019 et salg på 2,2 milliarder dollar og 11.000 ansatte.

    Købet betyder, at Danfoss med et slag er blevet godt en tredjedel større.

    /ritzau/