Minister bekræfter flere huller i Forsvarets kontrol-sag

    Problemerne med mangelfuld kontrol med skatteborgernes penge i Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse er formentlig mere omfattende end, hvad der hidtil er blevet afdækket.

    Det siger forsvarsminister Trine Bramsen (S) i et interview med B.T.

    Ministeren sendte et rejsehold til Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse i Hjørring, da hun blev bekendt med den manglende kontrol i december.

    – Jeg kan ikke gå i detaljer med, hvad rejseholdet har fundet. Mange af tingene er først ved at blive undersøgt nu, for det er mistanker, siger hun og tilføjer:

    – Men det, jeg kan sige, er, at den bekymring, jeg havde inden jul, at kontrollerne var hullede flere steder end bare på vedligeholdelsesområdet, den er desværre blevet bekræftet.

    I starten af december kom det frem, at Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse ikke førte tilstrækkelig kontrol ved indkøb på vedligeholdelsesområdet.

    En rapport fra Rigsrevisionen viste, at 54 ud af 64 projekter på området ikke levede op til basale krav om registrering, dokumentation og kontrol af indkøbene.

    Trine Bramsen reagerede på kritikken ved at sende et rejsehold til Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse for at undersøge omfanget af problemet.

    Foreløbig er to tidligere ansatte i styrelsen tiltalt for svindel for 1,8 millioner kroner.

    /ritzau/