Kina vil slå hårdere ned på produktion, salg og brug af engangsplastik, der er et af landets største miljømæssige problemer.
Det annoncerer den kinesiske stat søndag.
Udviklings- og Reformkommissionen og miljøministeriet i Kina har besluttet, at plastikposer skal bandlyses fra alle store byer i landet fra slutningen af 2020.
Fra 2022 skal plastikposer ikke være at finde i nogen kinesisk by overhovedet.
Markeder, der sælger friske fødevarer, må bruge plastikposer indtil 2025.
Andre produkter som plastikbestik fra fastfoodrestauranter og plastik fra pakkepost vil ligeledes blive udfaset.
I slutningen af 2020 bliver engangssugerør bandlyst fra restauranter.
Fra 2025 skal byer i hele Kina reducere brugen af engangsplastik i restaurationsbranchen med 30 procent.
Nogle regioner og sektorer i landet vil også blive ramt af restriktioner på produktion og salg af plastikprodukter. Det er dog endnu uvist, hvilke geografiske områder der rammes.
Kina har også forbudt import af alt plastaffald og brug af medicinsk plastaffald i produktionen af plastik.
Produktion og salg af plastikposer, der er mindre end 0,025 millimeter i tykkelsen, vil blive forbudt. Det samme vil plastfilm til brug i landbruget, der er mindre en 0,1 millimeter tykt.
/ritzau/Reuters











