11 amerikanske soldater er blevet behandlet for tegn på hjernerystelse efter et iransk missilangreb på en irakisk militærbase 8. januar.
Det oplyser det amerikanske militær torsdag ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Først lød meldingen ellers, at ingen soldater var kommet til skade.
– Mens ingen amerikanske soldater blev dræbt i det iranske angreb 8. januar på Al-Asad-luftbasen, så er adskillige blevet behandlet for symptomer på hjernerystelse fra eksplosionen, udtaler kaptajn Bill Urban, der er talsmand for militæret, i en erklæring.
Han tilføjer, at nogle soldater som en sikkerhedsforanstaltning er blevet flyttet til amerikanske faciliteter i Tyskland eller Kuwait for “opfølgende undersøgelser”.
Inden angrebet var der blandt andet udstationeret 133 danske soldater på Al-Asad-luftbasen i det vestlige Irak.
Cirka 100 af dem er efterfølgende blevet fløjet til Kuwait af sikkerhedshensyn.
De resterende cirka 30 soldater bliver tilbage på Al-Asad-luftbasen, som de blandt andet har til opgave at bevogte.
Det iranske angreb på basen var hævn for, at USA forinden havde dræbt den magtfulde iranske general Qassem Soleimani i et droneangreb i Bagdad.
/ritzau/











