Microsoft vil være CO2-negativ fra 2030

    I 2030 har Microsoft en plan om at være CO2-negativ – eller med andre ord bidrage mere til at sænke udledningen af CO2 end til at øge den.

    Planen skal hjælpe til med, at den amerikanske it-gigant i 2050 helt har fjernet det CO2-aftryk, som den har udledt direkte og gennem sit strømforbrug siden grundlæggelsen i 1975.

    Det oplyser Microsoft i en pressemeddelelse.

    – Verden over arbejdes der på at nå et mål om at være “net zero” (at fjerne den tilsvarende mængde CO2, som man udleder, red.).

    – Men de af os, der har mulighed for at rykke endnu hurtigere og længere skal gøre det.

    – Derfor præsenterer vi i dag et ambitiøst mål og en ny plan for, hvordan vi reducerer og ultimativt fjerner Microsofts CO2-aftryk, fortæller Brad Smith, direktør i Microsoft, i pressemeddelelsen.

    Ud over målet om selv at blive CO2-negativ i 2030 har Microsoft søsat et nyt initiativ, der skal hjælpe virksomhedens leverandører og kunder verden over med at bruge Microsofts teknologi til at reducere deres egen CO2-belastning.

    Derudover har Microsoft etableret en ny klimainnovationsfond på en milliard dollar, som skal fremskynde den globale udvikling af ny teknologi, der reducerer, indfanger og helt fjerner CO2-udledning.

    Fra næste år vil Microsoft også tilføje CO2-reduktion som en eksplicit del af indkøbsprocessen til virksomhedens værdikæde.

    /ritzau/