Landsret skærper straf for trusler mod Zenia Stampe

    En 38-årig mand er onsdag ved Vestre Landsret blevet idømt et års fængsel i en sag om trusler mod folketingsmedlem Zenia Stampe (R).

    Det er en skærpelse af den straf, som manden fik ved Retten i Viborg sidste år. Her blev han idømt ti måneders fængsel.

    Foruden trusler er han kendt skyldig i en lang række forhold om blandt andet indbrud, narkobesiddelse og bedrageri.

    Den del af sagen, der handler om trusler, udspringer af en video, som manden lagde ud på sin Facebook-profil i sommeren 2017.

    I optagelsen trampede han på og satte ild til et skilt med portrætter af Zenia Stampe samt to personer fra et venstreorienteret miljø.

    I videoen sagde manden:

    – Vi mener sådan set, at I alle sammen skulle brænde op i helvede, så vi hjælper bare lidt til.

    – Vi glæder os til at se jer og trampe jer i hovedet.

    Manden er selv medlem af Danmarks Nationale Front, som er en organisation på den yderste højrefløj.

    Han ankede dommen fra Retten i Viborg sidste år til frifindelse, mens anklagemyndigheden ankede til landsretten i håb om, at der ville ske en skærpelse af straffen.

    Det er ikke første gang, Zenia Stampe er offer i en sag om trusler.

    I oktober blev en 39-årig mand idømt 40 dages fængsel ved Retten i Næstved. Baggrunden var, at han i en besked til Zenia Stampe på Instagram havde skrevet:

    – Du burde have sparket dit hoved i stykker, din skidne landsforræder.

    I 2017 behandlede Retten i Næstved en anden sag om trusler mod folketingspolitikeren.

    Her blev en 61-årig kvinde idømt 60 dages betinget fængsel, fordi hun i en Facebook-gruppe havde skrevet, at Zenia Stampe skulle aflives.

    /ritzau/