Endnu en dansk bank har onsdag annonceret negative renter for sine privatkunder. Denne gang er det kunderne i Vestjysk Bank, der skal til lommerne.
Banken oplyser i en pressemeddelelse, at indlån fremover får en rente på minus 0,75 procent. Hvis kunderne har en NemKonto i banken, er deres indlån på op til en halv million kroner dog fritaget fra de negative renter.
I sin pressemeddelelse henviser banken til renterne fra de andre banker og Nationalbanken som baggrund for sin beslutning.
Banken henviser til, at bankerne siden 2012 har måtte betale for indskud i Nationalbanken, der fungerer som bankernes bank.
– Dette forhold har fået flere pengeinstitutter til at indføre negative indlånsrenter over for deres erhvervskunder og nu også privatkunder, skriver Vestjysk Bank.
Dermed henviser banken til en lang række banker i Danmark, herunder Sydbank, Jyske Bank, Nordea og Nykredit, som har indført negative renter under forskellige vilkår.
I Vestjysk Bank bliver en række konti friholdt for negative renter. Det gælder pensionspuljer, børneopsparinger samt bolig- og uddannelsesopsparinger.
Banken er ikke blandt de største i Danmark med sine 15 afdelinger og 371 medarbejdere.
Til gengæld er Danske Bank den sidste af de største banker i Danmark, der indtil videre har undladt at indføre negative renter.
/ritzau/











