Europas store lande appellerer til Iran om at holde atomaftale

    Lederne for Frankrig, Tyskland og Storbritannien opfordrer i en fælles erklæring Iran til igen fuldt ud at overholde atomaftalen fra 2015, skriver Reuters.

    – Vi anmoder indtrængende Iran om at omgøre alle indgreb, der ikke er i overensstemmelse med aftalen, og i stedet vende tilbage og kommer i fuld overensstemmelse med den, hedder det.

    Erklæringen er udsendt af den franske præsident Emmanuel Macrons kontor.

    – Vi opfordrer Iran til at afstå fra flere voldelige aktioner, skriver de tre landes ledere videre.

    De siger, at de er klar til at samarbejde med Iran for at bevare stabiliteten i det mellemøstlige område.

    Præsident Donald Trump trak i 2018 USA ud af den internationale atomaftale. Til stor fortrydelse for de europæiske lande.

    USA dræbte forrige fredag den iranske topgeneral Qassem Soleimani. Drabet skete ved et droneangreb foran lufthavnen i Iraks hovedstad, Bagdad.

    Det fik Iran til at meddele, at det ikke længere er bundet af de krav, som stilles i atomaftalen om beriget uran. Hvis den del af aftalen falder sammen, ville Iran i løbet af kort tid kunne udvikle et atomvåben.

    Det blev onsdag fulgt op af iranske raketangreb på to baser i Irak med amerikanske soldater. Ingen blev dræbt ved angrebet.

    /ritzau/Reuters