Landin forklarer sen EM-udtagelse: Maven gjorde ondt

    Landsholdsmålmand Niklas Landin føler sig atter ovenpå, efter at han i dagene op til EM fik problemer med maven.

    Søndag sætter målmanden for første gang ord på, hvorfor han som den sidste mand blev indskrevet i den danske EM-trup lørdag morgen – et halvt døgn før åbningskampen mod Island.

    – Jeg har haft en irriteret tarm, så er man jo lidt påpasselig.

    – Jeg tror, at jeg har fået en form for infektion omkring tarmen, og så er den blevet lidt øm efter en lille omgang med maven, siger Niklas Landin.

    Han svarer ja til, at han på et tidspunkt havde store smerter.

    – Ja, det havde jeg for nogle dage siden. Jeg havde ondt i maven, og det var egentlig det, siger Landin.

    I samråd med landsholdets lægestab valgte målmanden at tage den med ro i dagene op til åbningskampen mod Island. Derfor var han ikke med i den EM-trup, som landstræner Nikolaj Jacobsen afleverede fredag aften.

    – Vi tog bare ikke nogen chancer, hvis jeg trænede og provokere det til at blive værre, siger Landin.

    – Lægen vurderede, at det var bedst, hvis jeg tog den med ro, og at jeg var endnu mere frisk til kampen, end hvis jeg pressede den til træning og skulle spille kamp bagefter, siger han.

    Målmanden kom da også på banen i kampen mod Island, der overraskende slog Danmarks verdensmestre med 30-31.

    Niklas Landin fortæller, at han ikke mærkede noget til maveproblemerne inde på banen. Der har heller ikke været noget tilbagefald siden.

    Efter nederlaget til Island blev målmanden taget ind til dopingkontrol, og derfor kunne han efter kampen ikke sætte ord på, hvordan han så på den situation, hvor han blev udvist.

    Midtvejs i anden halvleg fik Landin rødt kort, da han uden for feltet ramte Islands Olafur Gudmundsson, da islændingen scorede til 23-22.

    – Jeg snittede ham, så på den måde var det ok. Jeg har set et kort tv-klip, og der er jeg i tvivl, om jeg rammer ham. Men jeg kan huske, at han snitter mig på hoften, men igen – dommeren må være ret sikker på, at jeg ramte ham, så er det fair nok, siger Niklas Landin.

    Selv om EM ikke har fået den ønskede start, så er målmanden fortrøstningsfuld før mandagens møde med Ungarn, hvor kun en sejr kan bruges.

    – Vi har kigget på, hvad vi gjorde godt og skidt mod Island.

    – Nu skal vi ikke grave os ned, fordi vi har haft en offday. Nu venter Ungarn, og vinder vi den kamp, så kommer vi tilbage på sporet. Så nu er fokus på Ungarn, siger han.

    Ud over Island og Ungarn er Danmark i gruppe med Rusland. Kun to af de fire hold går videre til mellemrunden.

    EM spilles i Sverige, Norge og Østrig og har deltagelse af 24 hold.

    /ritzau/