29-årig mand er indlagt med kvæstelser efter ulykke nær Ribe

    En 29-årig mand blev lørdag aften kvæstet i en soloulykke nær Ribe og fløjet til Odense Universitetshospital.

    Det fortæller vagtchef Karsten Høy fra Syd- og Sønderjyllands Politi.

    Han tilføjer, at mandens pårørende er underrettet.

    Manden blev først meldt i kritisk tilstand, men tidligt søndag morgen er meldingen, at hans tilstand er stabil.

    Der var to mænd på henholdsvis 26 og 29 år i bilen, da ulykken skete på Haderslevvej øst for Ribe kort før klokken 22.00 fredag.

    – Den yngste af de to er lettere tilskadekommen og kørt til sygehuset i Esbjerg, siger Karsten Høy.

    I første omgang blev en person meldt fastklemt.

    En bilinspektør skal forsøge at fastslå årsagen til ulykken.

    – Vi ved ikke, hvorfor de mistede herredømmet over bilen. Vi er nødt til at afvente bilinspektørens undersøgelse, siger vagtchefen.

    Politiet modtog anmeldelsen om ulykken lørdag klokken 21.56.

    /ritzau/