Zlatan Ibrahimovic er tilbage som målscorer for AC Milan.
Lørdag nettede den svenske stjerneangriber for første gang siden sit comeback for klubben, da han gjorde det til 2-0 i AC Milans sejr ude over Cagliari med samme cifre.
Scoringen kom i Ibrahimovics anden kamp for den milanesiske klub, som han skiftede til ved nytår efter et ophold i amerikanske Los Angeles Galaxy.
Målet faldt efter lidt over en times spil. Her sparkede Ibrahimovic bolden i kassen med en velplaceret afslutning efter en flad aflevering ind i feltet fra Theo Hernández.
Inden da havde svenskerens portugisiske angrebskollega Rafael Leao i anden halvlegs første minut bragt AC Milan på sejrskurs.
Sejren er AC Milans første i ligaen i lidt over en måned. Klubben har nu 25 point på Serie A’s ottendeplads.
Zlatan Ibrahimovic spillede også for AC Milan fra 2010 til 2012. Her scorede han 56 mål i 85 kampe.
/ritzau/











