SAS flyver flere og fylder sine fly bedre

    Luftfartsselskabet SAS kunne glæde sig over et stigende antal passagerer i den sidste måned af 2019.

    Samlet fløj selskabet med lidt mere end 1,9 millioner passager, og det var mere end to procent flere passagerer end i december året før.

    Det oplyser SAS i en pressemeddelelse.

    Stigningen i passagerantallet har været med til at fylde flyene hos SAS i større grad, og i december havde selskabet en belægningsfaktor på 70,2 procent.

    Det var 1,3 procentpoint mere end samme måned et år tidligere.

    Belægningen hos et luftfartsselskab har betydning for, hvor god en forretning hver flyvning er.

    /ritzau/