København holder kursen mod toppen med udesejr

    København Håndbold holdt onsdag snor i toppen i HTH Ligaen, da klubbens håndboldkvinder var på besøg hos TTH Holstebro.

    Københavnerne hentede en sejr på 30-26, og dermed nåede klubben op på 24 point for 15 kampe på andenpladsen i rækken.

    Team Esbjerg topper med fire point mere for samme antal kampe.

    København var foran 13-9 ved pausen og formåede altså at holde fast i afstanden til hjemmeholdet gennem anden halvleg.

    Mia Rej og Larissa Nusser scorede hver fem gange for København.

    Aarhus United hentede sæsonens ottende sejr, da klubben hjemme slog EH Aalborg 29-25.

    Aarhus har 17 point på syvendepladsen, mens gæsterne med blot fem point og to sejre i sæsonen ligger nummer 12.

    Pokalvinderne fra Herning-Ikast havde ikke de store problemer hjemme mod Horsens.

    Ligaens bundhold har blot skrabet to point til sig i sæsonen og har tabt 14 kampe, og Horsens kunne da heller ikke forhindre et nederlag, selv om gæsterne ikke blev kørt fuldstændig over.

    Herning-Ikast vandt kampen 26-21 efter pauseføring på 14-9, og pokalvinderne er for 15 kampe på femtepladsen og har otte point op til Esbjergs tophold.

    /ritzau/