Irak vil protestere over angreb til Irans ambassadør

    Iraks udenrigsministerium meddeler onsdag, at det tager afstand fra Irans missilangreb på militærbaser med amerikanske soldater i landet, og at det indkalder den iranske ambassadør for at protestere.

    – Udenrigsministeriet tager afstand fra disse angreb og opfatter dem som en krænkelse af Iraks suverænitet, hedder det i erklæringen.

    Det bliver understreget, at Irak er en uafhængig stat, og at landets interne sikkerhed har højeste prioritet.

    – Vi vil ikke tillade, at landet bliver forvandlet til en slagmark, hedder det i erklæringen.

    /ritzau/Reuters