Det giver god mening, når den danske regering vælger at trække størstedelen af de danske soldater ud af Irak og sende dem til Kuwait.
Det vurderer Peter Viggo Jakobsen, lektor ved Forsvarsakademiet. Han kalder Danmarks træk “fornuftigt”.
– Hvorfor skal de sidde i nogle lejre i Irak, når de alligevel ikke laver noget og kan komme under angreb?
– Så har man i stedet for at trække dem helt hjem – hvilket nok ville få amerikanerne til at rynke brynene – lige flyttet dem ind over grænsen til Kuwait, hvor man må formode, at de er meget sikrere, fordi der har iranerne intet incitament til at lave angreb, siger han.
Det er onsdag eftermiddag, at statsminister Mette Frederiksen (S) har meddelt, at Danmark midlertidigt trækker omkring 100 soldater ud af Irak, efter et angreb på Al Asad-basen, hvor der er 133 danske soldater.
Det er de soldater, der står for træningsdelen, der sendes til Kuwait. Træningen er i forvejen indstillet af hensyn til sikkerheden.
Ifølge Mette Frederiksen vil omkring 30-40 danske soldater fortsat være tilbage på Al Asad-basen.
– Jeg vil betegne det som, at regeringen går med livrem og seler. Men det kan man jo kun anerkende og synes er en god idé, siger Peter Viggo Jakobsen og tilføjer:
– Det ville jo være relativt hjernedødt, hvis vi mistede soldater, der alligevel bare sad og kiggede ud i luften, fordi de ikke kunne passe deres arbejde.
/ritzau/











