Iran stopper tankskib og anholder besætning

    Irans revolutionsgarde har stoppet et fartøj i Den Persiske Bugt og anholdt 18 malaysiske besætningsmedlemmer.

    Det skriver statslige iranske medier mandag.

    De iranske soldater har beslaglagt 1,3 millioner liter “smuglerbrændstof” fra skibet, rapporterer den iranske tv-station Irib.

    – Dette er det sjette skib med smuglerbrændstof, som flåden har konfiskeret, siger brigadegeneral Ali Ozmayi, der er talsmand for revolutionsgardens flådestyrke i regionen.

    Skibets navn er ikke umiddelbart oplyst. Det blev opbragt omkring 15 sømil fra øen Abu Musa.

    Abu Musa er en af tre øer i den sydlige del af Golfen, der er under iransk kontrol, men som De Forenede Arabiske Emirater gør krav på.

    I løbet af året har der været en spændt stemning omkring Den Persiske Bugt og Hormuzstrædet.

    USA har presset Iran og sendt flådefartøjer til området, mens Iran har beslaglagt flere skibe.

    I september opbragte Iran et skib og anholdt 12 filippinske besætningsmedlemmer, som mistænkes for at være en del af et netværk, der smugler brændstof.

    I juli opbragte iranerne hele tre skibe, heriblandt det svenskejede “Stena Impero”. Det havde ifølge Iran forbrudt sig mod “internationale maritime regler”.

    /ritzau/AFP