Det er sidst på eftermiddagen mandag lykkedes at få stoppet den vindmølle, der siden søndag aften har skabt problemer på den nordvestjyske ø Mors.
Det oplyser Midt- og Vestjyllands Politi.
Søndag aften løb en ældre vindmølle løbsk nordvest for krydset mellem Harrehøjvej og Vindsundsvej.
Det førte til, at der blev spærret for færdsel i området, af frygt for at vingerne ville blæse af.
Mange timer senere er det mandag sidst på eftermiddagen lykkedes at stoppe vindmøllen. Det er sket ved at affyre raketter med kraftigt tov op mod vingerne for således at bringe vindmøllen til standsning.
Kystredningen fra Thyborøn havde ifølge DR fem raketter og dermed fem forsøg til at stoppe vindmøllen. Efter to raketter blev den bremset, oplyser politiet:
– Med assistance fra Kystredningstjenesten fra Thyborøn er møllen nu bragt til standsning. Der blev affyret to skud med redningsline og raket op over møllehuset og vingerne. Der åbnes for trafikken og afspærring ophæves, skriver Midt- og Vestjyllands Politi på Twitter.
Der er tale om en vindmølle på 175 kilowatt af mærket DWP. Vindmøllen er opstillet i 1986. Den er omkring 30 meter høj.
Politiet kunne mandag morgen ikke sige, hvad der var årsag til, at vindmøllen løb løbsk.
Men det er før set, at bremsesystemerne på en vindmølle har svigtet, hvorefter vingerne fortsætter med at snurre rundt.
Tidligere mandag udtalte chefen for hærhjemmeværnsdistriktet Midt- og Vestjylland, oberstløjtnant Per Nikolajsen, sig til DR om vigtigheden af at få stoppet vindmøllen.
– Det stopper ikke med at blæse lige foreløbig. Så man er nødt til at få den stoppet nu, sagde han.
I 2015 blev en lignende mølle fjernet fra samme sted på grund af problemer med bremsesystemerne, oplyser Midt- og Vestjyllands Politi på Twitter.
Dengang endte det med, at toppen af vindmøllen blev revet løs og faldt ned. Ingen kom til skade.
/ritzau/











