De ukrainske myndigheder og prorussiske grupper i den østlige del af Ukraine har søndag indledt en aftalt udveksling af fanger.
– Udvekslingen af fanger er blevet indledt ved Mayorske kontrolposten, hedder det i et tweet fra den ukrainske præsidents kontor.
Politiske ledere i den selverklærede republik i Donetsk i det østlige Ukraine meddelte tidligere i weekenden, at Kijev og Donbass (den østlige ukrainske region, red.) var nået til enighed om, at udvekslingen af fanger skulle finde sted søndag.
Udvekslingen søndag sker tre måneder efter en længe ventet fangeudveksling mellem Rusland og Ukraine. Her byttede landene 35 fanger hver.
Aftalen om den nye udveksling af fanger kom på plads efter fredsforhandlinger i Paris den 23. december. Ved topmødet mødtes politiske ledere fra Frankrig, Tyskland, Rusland og Ukraine. De blev enige om en våbenhvile og en tilbagetrækning af styrker fra konfliktzoner i området i Ukraine fra marts 2020.
Ruslands præsident, Vladimir Putin, og hans ukrainske kollega, Volodimir Zelenskij, holdt ved topmødet separate bilaterale møder med Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, og Tysklands forbundskansler, Angela Merkel.
/ritzau/AFP











