United slår Burnley og nærmer sig top-fire

    Manchester United nærmer sig stille og roligt top-fire i den engelske Premier League.

    Lørdag vandt manager Ole Gunnar Solskjærs mandskab med 2-0 ude over Burnley fra midten af tabellen.

    Anthony Martial bragte gæsterne i front umiddelbart før pausen, da han modtog bolden inde foran mål. Franskmanden prikkede sikkert forbi hjemmeholdets keeper.

    United dominerede kampen, men først fem minutter inde i overtiden slog gæsterne sejren fast.

    Burnley havde ikke det helt store at byde ind med, men i slutfasen pressede værterne på. Det udnyttede United koldblodigt, da Marcus Rashford blev sendt afsted i dybden.

    Rashford gled midt i sin afslutning, men det lykkedes alligevel at få trillet bolden over målstregen til 2-0.

    Sejren kommer blot to dage efter at Solskjær kunne se sit United-hold vinde med 4-1 på eget græs over Newcastle.

    Holdet har 31 point på femtepladsen i Premier League. Det er et enkelt færre end Chelsea på fjerdepladsen. London-mandskabet har dog spillet en kamp mindre end United.

    De fire bedste hold i Premier League er sikret en plads i Champions Leagues gruppespil i næste sæson.

    /ritzau/