Ishøj henter tidligere superligaprofil til Danmarksserien

    For en måned siden indstillede den danske fodboldspiller Osama Akharraz karrieren, efter at han i sommer forlod FC Helsingør, der rykkede ned i 2. division.

    Men nu gør den 29-årige midtbanespiller comeback – denne gang i Danmarksserien, hvor han i fremtiden skal tørne ud for Ishøj IF.

    Det skriver klubben på Facebook.

    – Osama er tidligere superligaspiller, og vi forventer en masse godt spil og høj kvalitet. Vi ser frem til at følge ham og resten af holdet, skriver klubben.

    Akharraz har i alt spillet 122 superligakampe og scoret 20 mål, siden han i 2009 spillede sig op fra Brøndbys ungdomsafdeling til førsteholdet.

    I 2012 skiftede han til AGF, og det er også blevet til et par år for Viborg FF i den bedste danske række.

    Midtbanespilleren har desuden spillet to kampe for det danske U21-landshold.

    Ishøj ligger på fjerdepladsen i sin pulje i den fjerdebedste danske række.

    Klubben hentede i sommer en anden tidligere superligaprofil, da Nicki Bille fik en chance for at kickstarte sin fodboldkarriere på ny, efter at han i april fik en fængselsdom på fire måneder i en sag om vold, narko og trusler.

    Ishøj afbrød dog samarbejdet med den tidligere landsholdsspiller efter få måneder, da Bille ikke var flittig til at møde op til træning.

    /ritzau/