Wolverhampton sænker Citys ti mand efter stort comeback

    Det holdt hårdt for Wolverhampton, da holdet fredag tog en imponerende sejr over de forsvarende mestre fra Manchester City.

    Wolverhampton var en mand i overtal i 80 minutter, men kom alligevel bagud 0-2, inden holdet med tre mål i anden halvleg lavede et flot comeback og vandt 3-2.

    Resultatet betyder, at Manchester City på Premier Leagues tredjeplads har 14 point op til Liverpool, der har spillet en kamp færre. Leicester ligger nummer to med et enkelt point mere end Guardiolas tropper.

    Wolverhampton spiller sig med sejren op på femtepladsen med 30 point.

    Fredagens kamp startede dramatisk. Allerede efter lidt over ti minutter blev City-målmand Ederson udvist, da han løb ud af sit felt for at cleare bolden.

    Det lykkedes ikke. I stedet ramte han Wolverhamptons Diogo Jota, og så tøvede dommer Martin Atkinson ikke med at finde det røde kort frem fra lommen.

    Ti minutter efter fik City så en livline, da Riyad Mahrez blev nedlagt i Wolverhamptons felt. Efter et VAR-tjek blev der dømt straffe.

    Raheem Sterling tog sig af forsøget, men Rui Patrício diskede op med en flot redning. Portugiseren havde dog taget et skridt frem fra mållinjen, og så fik Sterling et nyt forsøg.

    Det tog Rui Patrício også, men returbolden røg tilbage til Sterling, der kunne sparke bolden i et tomt mål. 1-0 til City.

    Efter scoringen kom hjemmeholdet bedre med, men 1-0-scoringen forblev den eneste før pausen.

    Allerede små fem minutter inde i anden halvleg fordoblede Raheem Sterling Citys føring. Kevin De Bruyne sendte den hurtige englænder i dybden med en fremragende aflevering, og Sterling vippede iskoldt bolden i mål.

    Wolverhampton svarede hurtigt igen, og Adama Traoré sørgede for fornyet spænding, da han med en flad afslutning lidt udenfor feltet udplacerede Claudio Bravo og gjorde det til 1-2.

    Det fik hjemmeholdet til at lugte blod og City til at stå mere defensivt. Initiativet lå derfor primært hos Wolverhampton, der kæmpede for at udligne.

    I det 82. minut var der gevinst. Denne gang var Traore i oplæggerens rolle, da han lagde bolden til rette for Raúl Jiménez lige foran City-målet. Mexicaneren gjorde uden problemer til 2-2.

    Men Wolverhampton var ikke færdige.

    Som stadionuret rundede 90 minutter fuldendte Matt Doherty comebacket, da han med en scoring, der mindede meget om Traores 1-2-reducering, bragte hjemmeholdet i front.

    Lidt efter sendte Raheem Sterling et frispark på overliggeren, men udligningen udeblev, og så måtte Guardiola og co. med bøjet nakke forlade banen, mens en euforisk jubel brød ud på Molineux Stadium.

    /ritzau/